Klassisk

Den amerikanske sopran Lise Lindstrom rejser verden rundt og synger de samme operapartier . Hun bliver dog aldrig træt af det, for der er altid nyt at opdage i musikken. Nu synger hun titelpartiet i Richard Strauss’ ‘Elektra’ i København.

Af Charlotte Nørby

Hun ser klassisk nordisk ud med sit helt blonde hår og nordiske navn, men hun er opvokset i Californien. Hendes bedstefar var fra Stavanger i Norge og emigrerede til USA i 1920’erne, og hun har stadig familie i både Norge og Sverige, men de nordiske traditioner er ved at dø ud i hendes del af familien.

Vi taler sammen før jul, og hun fortæller, at de tidligere har fejret Lucia, og hun har prøvet at være Luciabrud med krone på hovedet og hjemmesyet kjole. Men nu hvor tidligere generationer er væk, er det småt med de nordiske traditioner.

I dag bor Lise Lindstrom i Tyskland, for det er her rollerne er, og hendes partner bor i Frankrig, så de rejser for at mødes. Hun opfatter sig selv som en nomade, rejsende i operaens verden fra det ene operahus til det næste og kommer til København direkte fra Dresden, hvor hun har sunget valkyrien Brünhilde i tre af de fire Wagneroperaer, ‘Nibelungens ring’, på Semper Operaen.